Vejle vil engagere beboere mod oversvømmelser
VEJLE: Vejle Kommune og Climate-KIC Nordic arrangerer en såkaldt Climathon i marts - et 24-timers arrangement, hvis mål er at komme med løsninger på klimaproblemer. I dette tilfælde Vejles udfordringer med oversvømmelser, oplyser kommunen.
Der er formuleret tre konkrete udfordringer, som deltagerne skal besvare. Løsningerne må gerne have fokus på både teknologi, adfærd og design i deres besvarelse af udfordringen. De tre udfordringer handler henholdsvis om at undgå, at vandet rammer byen, at gøre byen mere modstandskraftig over for vandet og at engagere beboerne i at håndtere vandet.
Alle med et ønske om at komme med løsninger på klimaproblemer kan deltage. Der inviteres både studerende, små virksomheder, softwareudviklere, designere osv. Der dannes små hold, der skal arbejde sammen om en af de tre udfordringer. Undervejs vil der være inspirerende oplæg. Blandt andet om de konkrete oversvømmelsesscenarier i Vejle, erfaringer fra Rotterdam, som har omtrent de samme udfordringer, og om at tænke design ind i løsninger. Det er gratis at deltage, men det koster 500 kr., hvis man melder sig til og ikke møder op.
Eksperter fra bl.a. Cowi, Vejle Spildevand og Dansk Designråd vil vejlede deltagerne i løbet af arrangementet. Efter 23 timers arbejde skal grupperne præsentere deres idé for et dommerpanel bestående af blandt andre folk fra Teknik & Miljø, Vejle Byråd, Forsikringsselskabet Vejle Brand, Vejle Spildevand, Green Tech Center og Siemens Wind Power i Vejle.
Det vindende hold tilbydes et samarbejde med Vejle Kommune om at udvikle videre på løsningen. Vinderen vil også få mulighed for at præsentere sin løsning på Dansk Designråds konference om cirkulært design i maj måned 2016.
Vejle er udvalgt af Rockefeller Foundation til at deltage i netværket '100 Resilient Cities' sammen med blandt andre New York, Rio de Janeiro og London. I netværket arbejder byerne med at blive mere robuste over for de fysiske, sociale og økonomiske udfordringer, der i stigende grad er en del af det 21. århundrede.
Som resultat af deltagelsen i det internationale netværk lancerer Vejle Kommune den 17. marts 2016 sin første resiliensstrategi. I løbet af uge 11 vil der derfor foregå en række aktiviteter i Vejle med fokus på netop resiliens. Climathon er et af mange resiliensaktiviteter og tiltag.
Vejle Kommune arrangerer Climathon sammen med Climate-KIC Nordic. Climate-KIC Nordic er EU’s største offentlige-private klimapartnerskab. Climate-KIC hjælper med at identificere, udvikle og omsætte innovative klimaløsninger i en lokal sammenhæng.
Alle kan deltage i Climathon i Vejle, og det er gratis.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.